Sildekvotens tilblivelse
En central genstand i sildekrigen er sildekvoterne. Det er ud fra dem, at det er muligt at konstatere, at færøske fiskere har fisket tre gange så mange sild, som de var blevet tildelt, og det er også det mål, der refereres til, når færøske talsmænd udtaler, at kvoterne ikke repræsenterer den reelle mængde fisk de oplever i det færøske vande.
Kvoterne er omstridte, og i nedenstående ønsker vi at tydeliggøre, hvordan kvoterne oprindeligt er blevet fastlagt.
Sildekvoter – et redskab til bæredygtighed
Fiskeindustrien er i dag så effektiv til at fange fisk, at bestanden af sild ville uddø, hvis der ikke var sat begrænsninger for, hvor meget der må fiskes. Den atlanto-skandiske sild er en migrerende fiskebestand, der ikke kender til nationale grænser, og bekæmpelsen af overfiskeri er således født som et internationalt problem. For at føre et bæredygtigt fiskeri, må de berørte lande estimere, hvor mange sild, der kan fanges uden at skade bestanden og hvordan denne fiskemængde skal fordeles. I nordøst Atlanten, hvor Færøerne geografisk er placeret, er der siden 1996 blevet indgået aftaler om fiskekvoter for den atlanto-skandiske sild mellem EU, Færøerne og de andre kystlande Norge, Island og Rusland.
Kvoterne er omstridte, og i nedenstående ønsker vi at tydeliggøre, hvordan kvoterne oprindeligt er blevet fastlagt.
Sildekvoter – et redskab til bæredygtighed
Fiskeindustrien er i dag så effektiv til at fange fisk, at bestanden af sild ville uddø, hvis der ikke var sat begrænsninger for, hvor meget der må fiskes. Den atlanto-skandiske sild er en migrerende fiskebestand, der ikke kender til nationale grænser, og bekæmpelsen af overfiskeri er således født som et internationalt problem. For at føre et bæredygtigt fiskeri, må de berørte lande estimere, hvor mange sild, der kan fanges uden at skade bestanden og hvordan denne fiskemængde skal fordeles. I nordøst Atlanten, hvor Færøerne geografisk er placeret, er der siden 1996 blevet indgået aftaler om fiskekvoter for den atlanto-skandiske sild mellem EU, Færøerne og de andre kystlande Norge, Island og Rusland.
Maritime zoner
Hvor og hvor mange sild de forskellige kyststater hver især må fange, knytter sig bl.a. til grænserne for landendes nationale farvande. Farvandene er opdelt i maritime zoner, som vist på kortet til venstre. Zonerne markerer grænserne mellem forskellige nationale og internationale farvande. Færøernes farvandszone er kaldet Vb (1&2) og udgør den specifikke zone, som Færøerne har ret til at fiske sild indenfor. Derudover kan nationerne indgå aftale med hinanden om rettigheder til at fiske indenfor
andre maritime zoner.
Hvor og hvor mange sild de forskellige kyststater hver især må fange, knytter sig bl.a. til grænserne for landendes nationale farvande. Farvandene er opdelt i maritime zoner, som vist på kortet til venstre. Zonerne markerer grænserne mellem forskellige nationale og internationale farvande. Færøernes farvandszone er kaldet Vb (1&2) og udgør den specifikke zone, som Færøerne har ret til at fiske sild indenfor. Derudover kan nationerne indgå aftale med hinanden om rettigheder til at fiske indenfor
andre maritime zoner.
Beslutnings- og forhandlingsprocessen
Det antal sild, der vurderes at være bæredygtigt at fiske, i fagtermer kaldet Total Allowable Catch (TAC), bliver udregnet ved at de berørte nationale forskningsinstitutter indsamler data om silden. Disse data videresendes til det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), som viderebehandler den samlede data og udarbejder anbefalinger for et bæredygtigt fiskeri. Havundersøgelsesrådets anbefalinger sendes videre til nationale- og EU-politikere, der i forhandlinger afvejer de sociale og økonomiske konsekvenser i forhold til hensynet til et biologisk bæredygtigt fiskeri. På den baggrund fastsætter de det årlige TAC for silden. Fordelingen af det fastsatte TAC forhandles derefter imellem de berørte kyststater EU, Færøerne, Norge, Island og Rusland. Sildekvoterne forhandles for en femårig periode. Sidst kyststaterne blev enige om en aftale var for perioden 2008-2012. Det har ikke været muligt at indgå en aftale siden, og den planlagte aftale er udsat til 2015, da Færøerne og de øvrige kyststater ikke er kommet til enighed.
Den kontroversielle sildekvote
Der er bred enighed fra alle aktører i kontroversen om, at et biologisk bæredygtigt fiskeri er vigtigt. De nuværende politiske diskussioner mellem
Færøerne og EU sætter heller ikke spørgsmålstegn ved udregningen af TAC, og dermed den fremgangsmåde hvormed havbiologer samt nationale- og EU-politikere fastsætter det totale antal sild, der må fanges.
Kontroversen er derimod udsprunget af, at der fra færøsk side er blevet sat spørgsmålstegn ved fordelingen TAC imellem kyststaterne, altså størrelsen af kvoterne for de berørte lande. I forhandlingerne om sildekvoter i 2012 gjorde Færøerne krav på en højere andel af sildekvoterne end de 5%, som nationen havde i den foregående periode. De øvrige kyststater var ikke villige til at ændre kvotefordelingen.
Bæredygtigheds-certificerede sild
Inden for de fastsatte sildekvoter, beror sildens værdi på markedsrelationelle forhold. MSC-certificering er en standardiserede vurdering af sildens omstændigheder, der legitimerer den som en bæredygtigt fanget sild. Silden skal eksempelvis have en speciel størrelse, være fanget i det rigtige farvand, indenfor en bestemt kvote og under særlige forhold.
Sildekvoter kan anskues teoretisk ud fra begrebet teknologisk zone. En teknologisk zone kan forstås som et rum på tværs af nationale grænser, hvor forskelle i teknologiske praksisser, procedure og form er reduceret, eller hvor fælles standarder er blevet etableret. Når sildekvoten kan opfattes som en teknologisk zone, er det fordi sildens værdi og karakter defineres ud fra nogle internationalt fastlagte standarter og reguleringer.
Det antal sild, der vurderes at være bæredygtigt at fiske, i fagtermer kaldet Total Allowable Catch (TAC), bliver udregnet ved at de berørte nationale forskningsinstitutter indsamler data om silden. Disse data videresendes til det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), som viderebehandler den samlede data og udarbejder anbefalinger for et bæredygtigt fiskeri. Havundersøgelsesrådets anbefalinger sendes videre til nationale- og EU-politikere, der i forhandlinger afvejer de sociale og økonomiske konsekvenser i forhold til hensynet til et biologisk bæredygtigt fiskeri. På den baggrund fastsætter de det årlige TAC for silden. Fordelingen af det fastsatte TAC forhandles derefter imellem de berørte kyststater EU, Færøerne, Norge, Island og Rusland. Sildekvoterne forhandles for en femårig periode. Sidst kyststaterne blev enige om en aftale var for perioden 2008-2012. Det har ikke været muligt at indgå en aftale siden, og den planlagte aftale er udsat til 2015, da Færøerne og de øvrige kyststater ikke er kommet til enighed.
Den kontroversielle sildekvote
Der er bred enighed fra alle aktører i kontroversen om, at et biologisk bæredygtigt fiskeri er vigtigt. De nuværende politiske diskussioner mellem
Færøerne og EU sætter heller ikke spørgsmålstegn ved udregningen af TAC, og dermed den fremgangsmåde hvormed havbiologer samt nationale- og EU-politikere fastsætter det totale antal sild, der må fanges.
Kontroversen er derimod udsprunget af, at der fra færøsk side er blevet sat spørgsmålstegn ved fordelingen TAC imellem kyststaterne, altså størrelsen af kvoterne for de berørte lande. I forhandlingerne om sildekvoter i 2012 gjorde Færøerne krav på en højere andel af sildekvoterne end de 5%, som nationen havde i den foregående periode. De øvrige kyststater var ikke villige til at ændre kvotefordelingen.
Bæredygtigheds-certificerede sild
Inden for de fastsatte sildekvoter, beror sildens værdi på markedsrelationelle forhold. MSC-certificering er en standardiserede vurdering af sildens omstændigheder, der legitimerer den som en bæredygtigt fanget sild. Silden skal eksempelvis have en speciel størrelse, være fanget i det rigtige farvand, indenfor en bestemt kvote og under særlige forhold.
Sildekvoter kan anskues teoretisk ud fra begrebet teknologisk zone. En teknologisk zone kan forstås som et rum på tværs af nationale grænser, hvor forskelle i teknologiske praksisser, procedure og form er reduceret, eller hvor fælles standarder er blevet etableret. Når sildekvoten kan opfattes som en teknologisk zone, er det fordi sildens værdi og karakter defineres ud fra nogle internationalt fastlagte standarter og reguleringer.